usenet.dk

Vedhæftede filer, HTML-indlæg og V-Cards

Skriv til Webmaster

Det er ikke velset at sende indlæg med vedhæftede filer, HTML-indlæg eller V-Cards til de danske nyhedsgrupper. Undtaget herfra er vedhæftede filer i grupper under dk.binaer og HTML-indlæg i dk.test.

Vedhæftede filer

Hvorfor ikke?

Læserne i de forskellige danske grupper forventer en vis mængde indlæg af en vis størrelse. Et indlæg med en vedhæftet fil fylder meget mere end et normalt indlæg. Dette bevirker at gruppens læsere pludselig skal hente en del mere ned end de regnede med. Nogle læsere har installeret filtre så de kun henter indlæg af en vis størrelse hjem, men man kan ikke regne med at alle har gjort dette.

Der er intet i vejen for at oprette en speciel gruppe beregnet på indlæg med vedhæftede filer, og det er da også sket. Gruppen hedder dk.binaer og har senere fået undergrupper. Det er dog i dag en tvivlsom affære at benytte dem eftersom flere udbydere enten har slukket for den del eller kører med meget kort opbevaringstid på de grupper.

Hvad gør man så?

Hvis man vil vise alverden et billede af sin kat, kan man sende billedet til gruppen dk.binaer og informere læserne i dk.fritid.kaeledyr om placeringen.

En anden mulighed er at lægge billedet op på en webside. Der følger gratis plads til en homepage med de fleste internetabonnementer, og man behøver ikke at kunne HTML for at gøre et billede tilgængeligt. Det er nok blot at lægge det op på den tilgængelige plads og derefter henvise til det.

Hvis man ikke har en hjemmeside, kan man få en gratis flere steder i verden. Geocities er en mulighed. Der er også gratis tjenester beregnet til at lægge billeder og filer frem på.

HTML-indlæg

Hvorfor ikke?

Kort og godt fordi der ikke er stemning for det. Det er muligt at stemningen vender, men på nuværende tidspunkt er sådanne indlæg ikke populære. Nogle grunde til dette er:

Størrelse
Et HTML-indlæg fylder 2-3 gange mere end et almindeligt indlæg såfremt afsenderen også sender en ren tekstudgave af indlægget. Det spiller dog ikke den store trille længere.
Understøttelse
Ikke alle newsreadere understøtter HTML. De der anvender et program uden understøttelse, vil ikke kunne bruge HTML-delen, og såfremt afsenderen ikke har sendt en ren tekstudgave med, vil indlægget være ganske vanskeligt at læse.
Frygt for misbrug
Vi har alle set hjemmesider med blinkende tekster, dårlige farvesammensætninger og konstant skift af skrifttype. En del mennesker frygter at noget lignende vil gøre sig gældende for usenetindlæg og derved besværliggøre læsningen.
Mediets natur
Usenet er traditionelt tekst. Der er meget ringe mulighed for at forbedre indpakningen af ens indlæg. Det bevirker at der fokuseres på indholdet. HTML vil måske bevirke at indpakningen får for meget at sige i forhold til indholdet.

Der er selvfølgelig indlysende fordele ved HTML-indlæg, men som sagerne står nu, har skeptikerne overtaget.

Hvad gør man så?

Sender HTML-indlæg til gruppen dk.test der er beregnet på test af ens software. Et HTML-indlæg i en vilkårlig anden dansk gruppe vil sandsynligvis blive efterfulgt af en vejledning der forklarer hvorfor det er en dårlig ide.

V-Cards

Hvorfor ikke?

For newsreadere, der ikke understøtter V-Cards, vil de være generende, da de vises i bunden af afsenderens indlæg. Man kan invende at de minder meget om signaturer, men forskellen er at de rent visuelt fylder en del mere end de 4 linjer, der er vedtaget som grænse for størrelsen på disse.

For øjeblikket er der generelt flertal for at V-Cards ikke er velkomne. Måske ændrer det sig, men indtil da ...

Hvad gør man så?

Lader være med at benytte dem. Lav en signatur i stedet for.