usenet.dk

Netikettevejledningsetikette

Skriv til Webmaster

Om vejledning af andre usenettere

Der har været en del diskussion om dårlig etikette i forbindelse med netikketevejledninger på det sidste, så jeg vil lige gentage hvad grundlaget for god netikettevejledning er.

Det er meget få grupper hvor diskussion af netikette hører under gruppens emne, så netikettevejledninger er næsten altid, formelt set, off-topic. Dette betyder ikke at det aldrig er en god ide at vejlede i netikkete, men at det bør gøres med stor ydmyghed. Det kan nemlig kun forsvares med at ens lille bidrag til off-topic støjen i gruppen vil have en større positiv virkning, nemlig at den samlede støj sænkes.

Mere konkret betyder det at man bør være uhyre sparsom med sine vejledninger (der jo selv er støj), og så vidt muligt undgå at virke provokerende da det blot fører til mere støj.

Helt konkret har jeg en række råd der erfaringsmæssigt giver det bedste resultat. Ligesom netiketten selv er det ikke regler beregnet til at slå folk i hovedet med, men råd til hvordan man opnår de bedste resultater.

  • Post ikke flere netikettevejledninger end regulære indlæg. Det giver let indtryk af at du mest er i gruppen for at rette på andre, i stedet for at deltage i diskussionerne om gruppens emne. Det provokerer folk og giver støj.
  • Gentag ikke en ny vejledning om det samme emne før den gamle er "forsvundet". For det første har det en provokerende lighed med spam, og for det andet får man altså ikke mere ret af at gentage sig selv. Hvornår den gamle besked kan regnes for forsvundet, er subjekivt og afhænger af gruppens trafik. For de fleste grupper bør der mindst gå en uge, og det er aldrig en god ide at poste to vejledninger om det samme på samme dag.
  • Undgå provokerende formuleringer, og undgå at være for skolemesteragtig. Det er bedre at forklare hvorfor god netikette er god (evt. med en diskret henvisning til usenet.dk), end at slå folk i hovedet med regler. De færreste moderne danskere er opdraget til at se overholdelse af regler som et mål i sig selv.
  • Det gælder også signaturen, slå den fra hvis den indeholder noget der kunne provokere. Signaturen er et fristed, ja, men at lave netikettevejledninger er ikke en ret.
  • Hvis et indlæg er on-topic men dårligt formateret (f.eks. med bundcitering), bør du kun vejlede i formatering hvis du samtidig besvarer indlæget. Og igen gør det diskret, helst formuleret som et ønske, ikke som en ordre.
  • Hvis et indlæg er off-topic, bør man også bestræbe sig på at vejlede på samme måde, svar på spørgsmålet med fut til den rigtige gruppe og en besked om at der vil man normalt få bedre svar.

Husk på at problemet er støj i gruppen, og hvis du ikke passer meget på med dine vejledninger, bliver du en del af problemet i stedet for en del af løsningen.