usenet.dk

Dk-hierarkiets historie

Skriv til Webmaster

Dk.hierarkiet blev oprettet i efteråret 1983 af DKUUG (Danish Unix User Group) der senere under navnet DKNet blev én af landets første internetudbydere.

DIKU (Datalogisk Institut Københavns Universitet) havde man haft adgang til internationale usenetgrupper siden foråret 1983 via en linje til Amsterdam, og det var derfor en naturlig udvikling at oprette et dansk hierarki: dk.*

I starten var hierarkiet i sagens natur lille: Den første gruppe var dk.general der hurtigt blev fulgt op af grupperne dk.test, dk.jobs og senere dk.chat der for alvor var med til at gøre hierarkiet livligt.

Senere kom andre grupper til. Således blev dk.edb splittet ud fra dk.chat omkring 1994 da edb-snakken var ved at tage overhånd.

Nyhedsgruppen dk.admin blev oprettet af DKnet selv i slutningen af 80'erne til brug for administrative beskeder til deres UUCP-brugere. Den havde intet med diskussion af nye grupper at gøre - den funktion fik gruppen først senere efter at gruppen have stået tom i nogle år.

Hierarkiet vokser

I bedste usenettradition blev alt arbejde med administrationen af hierarkiet udført af frivillig arbejdsskraft.

Nye grupper blev foreslået i dk.general. Processen var simpel og overskuelig: Man stillede et forslag i dk.general, og hvis newsmaster hos DKNet der administrerede hierarkiet, syntes det var en god idé, så blev gruppen oprettet.

På den måde opstod grupper som dk.livssyn, dk.politik, dk.forbruger og dk.politik.ungdom. Men også mere besynderlige grupper så dagens lys f.eks. gruppen dk.transputer, hvis anvendelse fortaber sig i glemslens tåger.

Men efterhånden begyndte dette system også at virke trægt, og oprettelsen blev mere og mere tilfældig da newsmaster hos DKnet fik mindre og mindre tid til at følge med i dk.general.

OTD - Oplæg til diskussion

I 1996 dannede en række usenettere et udvalg der udarbejdede et sæt retningslinjer for forslag og oprettelse af nyhedsgrupper. Se under menupunktet "Usenetgruppen".

De ny retningslinjer var en tro kopi af reglerne for internationale hierarkier (BIG8) og bestod af tre elementer:

  • Et oplæg til diskusion indeholdende gruppens formålsparagraf
  • En tre ugers diskussionsperiode i dk.admin
  • En efterfølgende afstemning.

Man nedsatte en gruppe af frivillige (Usenetgruppen) der tog sig af tælle stemmerne op og offentliggøre resultatet. Det var stadig overladt til newsmaster på DKnet at sørge for rent praktisk at oprette grupperne.

Den ny procedure satte for alvor gang i oprettelserne, og i de efterfølgende år væltede det ind med forslag til nye nyhedsgrupper. I starten af 1998 var arbejdsbyrden for Usenetgruppen blevet så stor at man i dk.admin.usenetregler begyndte at diskutere mulighederne for at gøre systemet mere smidigt.

En meget stor del af debatten i dk.admin handlede om snyd i forbindelse med afstemningerne ligesom der var ørkesløse debatter om navn og placering af grupperne fremfor at bruge tiden på at diskutere gruppernes indhold.

Styregruppen

I juni 1998 skar Tele Danmark Internet, der havde købt internetudbyderen DKNet og derfor var blevet administrator af dk-hierarkiet, igennem og nedsatte en Styregruppe hvis opgave det var at vurdere de indkomne gruppeforslag og i givet fald anbefale grupperne til oprettelse over for Tele Danmark Internet.

Dette historiske rids er blevet til takket været uvurderlig hjælp fra Per Abrahamsen (KVL), Lars P. Fischer (Uni2), Peter B. Juul (UNI-C), Keld Simonsen (DKUUG), Sten Bæk Sørensen (Tele Danmark Internet), Jan P. Sørensen (Københavns Universitet) og Karsten Thygesen (AUC)