1. Gruppenavn: dk.livssyn 2. Beskrivelse: Hvem er vi? Hvor kommer vi fra? Hvor skal vi hen? 3. Fundats: Emnet for dk.livssyn er subjektiv debat om Livets Store Spørgsmål: Hvor kommer vi fra? Hvor skal vi hen bagefter? Hvordan skal vi opføre os så længe? Er der en mening med det hele? I så fald, hvad? Området lader sig ikke afgrænse med en enkelt elegant definition, men omfatter bl.a.: Filosofi. Etik. Moral. Religion: dogmer, tro og mangel på samme. Metafysik. Verdensbilleder. Formålet med gruppen er at deltagerne kan blive klogere på både deres egen og andres tro/holdning/filosofi ved at forklare den til andre og læse om andres. Der er en glidende overgang mellem at forklare sit svar på de store spørgsmål og at missionere for det. Der er OK at deltage i en debat selv om man ikke har i sinde at blive 'omvendt' til modpartens holdning - hvis man respekterer modpartens ret til det samme. Gruppen kan have undergrupper til diskussion af specifikke religioner, tilværelsestydninger og/eller idesystemer, fx kristendom. Modsat sædvanlig praksis på usenet betyder det *ikke* at indlæg om fx kristendom bør undgås i dk.livssyn. Alle bør kunne bruge dk.livssyn til at sammenligne sit livssyn/holdning/religion med andre. Undergrupperne er til at diskutere detaljer i en enkelt religion uden at blive forstyrret af indlæg om andre. Derfor er krydspostning af indlæg mellem dk.livssyn og en specialiseret gruppe sædvanligvis ikke en god ide, selv om indholdet hver for sig kunne passe begge steder. Krydspostning kan være relevant hvis man prøver at flytte en diskussion. I så fald bør det fremgå udtrykkeligt af indlægget at det er krydspostet, og hviklen gruppe svar bør skrives i - både i brødteksten og som "Followup-To:"-header. Reklamer er uønskede og henvises til dk.marked eller en relevant undergruppe til en af disse. 4. Begrundelse: Gruppen dk.livssyn eksisterer allerede, men har af historiske årsager ikke nogen fundats. Det skal dette forslag rette op på. Jeg (forslagsstilleren) er aktiv deltager i gruppen, og den foreslåede fundats er efter min bedste overbevisning dækkende for den debat der allerede foregår i dk.livssyn. Navnet "livssyn" er ikke specielt dækkkende for gruppens emne, men jeg har ikke kunnet finde på et der åbentlyst passer bedre. Derfor foreslår jeg ikke en omdøbning af gruppen. Den verserende debat i dk.admin om oprettelse af en gruppe til diskussion af kristendom har bl.a. vist at det er svært for en udenforstående at sætte sig ind i hvad dk.livssyn bruges til. Den eneste måde at finde ud af det synes i øjeblikket at være at læse gruppen i et par måneder. Der bør være en lettere måde at vurdere om man er interesseret i gruppen. Udsigten til at der bliver oprettet en speciel gruppe til kristendom fører også til et behov for at forholdet mellem dk.livssyn og grupper om enkelte religioner bliver gjort klart. Jeg vil gerne undgå at kristendom bliver "implicit uønsket" i dk.livssyn, blot fordi der findes en mere specialiseret gruppe (og det er heller ikke formålet med forslaget om en kristendomsgruppe). 5. Moderering: Nej 6. Forslagsstiller: Henning Makholm makholm@diku.dk