* * * dk.marked.privat.edb OSS * * *

Indholdsfortegnelse:

1. Hvad er en OSS?
2.
Hvad er dk.marked.privat.edb?
2.1
Undergrupper.
3.
Hvordan handler man i gruppen?
3.1
Anvendte forkortelser.
3.1.1
K:
3.1.2
S:
3.1.3
B:
3.1.4
OT
3.1.5
HBO
3.1.6
V:
3.2
Subjects indhold
3.3
I tråd
3.4
Hvor?
3.5
Et eksempel
3.6
Opslag
3.7
Netikette
3.7.1
Støj
3.7.2
Tidszone-/Urindstilling
4.0
Jura
4.1
Tilbud
4.1.1
Undtagelse
4.2
Forbehold
4.3
Svindlere
5.0
Ophavsrettigheder
5.1
Bidragydere

1. Hvad er en OSS?
En OSS (Ofte Stillede Spørgsmål) er den danske udgave af FAQ (Frequently Asked Questions). Den bestræber sig på at besvare de spørgsmål der måtte opstå hos en ny bruger af gruppen.

2. Hvad er dk.marked.privat.edb ?
Gruppen dk.marked.privat.edb er en opsamlingsgruppegruppe for et system af handelsgrupper for privatpersoner, hvor der handles med software og hardware, lige fra komplette systemer til computerdele.
"Privat" betyder, at du ikke må poste en annonce om en genstand, der er produceret eller anskaffet med henblik på videresalg - en sådan genstand hører til i gruppen dk.marked.kommerciel.edb.

2.1 Undergrupper.
Dk.marked.privat.edb har 5 undergrupper:

dk.marked.privat.edb.pc,
dk.marked.privat.edb.intern,
dk.marked.privat.edb.ekstern,
dk.marked.privat.edb.software og
dk.marked.privat.edb.mac

.pc anvendes til samlede computere (stationære og bærbare)
.intern anvendes til dele, der monteres indeni en computer (som f.eks grafikkort, bundkort, ram eller processorer)
.ekstern bruges til dele, der tilsluttes en computer ekstern, enten med et kabel eller gennem en trådløs forbindelse (f.eks skærme, mus, printere eller netværksudstyr)
.software
giver ligesom sig selv, og
.mac der bruges til mac-computere og mac-genstande.

Du skal således poste din annonce i den passende undergruppe.

Hovedgruppen dk.marked.privat.edb bruges som en opsamlingsgruppe - kan du ikke finde en passende gruppe poster du annoncen i hovedgruppen. Eksempler på emner, der hører hjemme i hovedgruppen kan være specialcomputere (maskiner, der ikke er baseret på x86-arkitektur), it-bøger, printertoner, medier (cdrom, bånd m.m.), hukommelseskort, cdcovers, tasker til bærbare, dockingstationer, domænenavne eller rodekasser med forskelligt indhold fra mere end en gruppe.

Poster du alligevel en annonce i hovedgruppen, der egentligt hører hjemme i en undergruppe, skal du forvente at annoncen bliver besvaret af en "vejleder", der fortæller dig, at du er gået galt i byen. Det skal du ikke blive vred over - det er venligt ment - og skyldes at gruppens brugere gerne vil bevare/opretholde en overskuelig struktur i dk.marked.privat.edb.

3. Hvordan handler man i gruppen?

3.1 Anvendte forkortelser.

3.1.1 K:
Tilbud ønskes på genstanden angivet efter K:

3.1.2 S:
Genstanden efter S: udbydes til salg.

3.1.3 B:
Genstanden efter B: ønskes byttet til en anden genstand.

3.1.4 OT:
Off Topic tråd - Bør så vidt muligt undgåes. Tråden kan evt. forsynes med FUT/XFUT til mere relevant gruppe, eller til dk.snak.off-topic

3.1.5 HBO:
Højeste Bud Over angivet beløb. F.eks: "HBO 400 kr" = Sælges for højeste bud over 400 kr.

3.1.6 V:
Vurdering ønskes på et produkt - forvent ikke at posteren nødvendigvis vil sælge produktet.

3.2 Subject/Emne
Angiv i Subject en tydelig angivelse af produktype (for eksempel "grafikkort"). Det gør det nemt for personer, der søger specifikt efter en bestemt genstand af frasortere de øvrige uinteressante annoncer.

3.3 I tråd.
Én handel = én tråd.
Bud på en vare skrives som svar på den oprindelige annonce. Byder du over et andet, eksisterende bud afgiver du dit på som et svar på dette. Sælgers opdateringer af bud (evt. tilgået via email) placeres i samme tråd.

3.4 Hvor?
Skriv HVOR varen befinder sig - f.eks. bynavn eller postnummer - helst i annoncens overskrift eller i afsenderadressen, eller som minimum i annoncens tekst.

3.5 Den gode annonce - et eksempel:
Sammenfattende disse retningslinier kunne en rigtig god annonces Subject se sådan ud:
"S: Grafikkort GeForce2 MX400 (Roskilde)"

3.6 Opslag
Opslag, der refererer til et andet medie, hvor varen er sat til salg, og hvor handlen er underlagt dette medies handelsbetingelser (f.eks. qxl.com) er off topic i dk.marked.privat.edb. Dette skyldes sådanne mediers karakter af auktion, hvor man som sælger forpligter sig til at sælge, såfremt buddene når et fastlagt niveau, uanset om der måtte være højere bud andetsteds, f.eks. i dk.marked.privat.edb - og sådanne opslag henvises derfor til news:dk.opslag. Du må derimod gerne henvise til en webside (og også gerne din egen) hvis du ønsker at præsentere varen med et billede, eller hvis du har en større mængde genstande til salg. Du bør dog, som et minimum, i dit indlæg skrive hvilke ting du sælger.

3.7 Netikette
Netiketten har også gyldighed i dk.marked.privat.edb - også citatteknik. Klip i det, du citerer og svar under. Vær opmærksom på, at overtrædelser af Netiketten kan medføre abuse-anmeldelser og i sidste ende rent faktisk en opsigelse af din internetleveringsaftale. Du kan læse mere om Netikette på usenet.dk/netikette/

3.7.1 Støj
Posteringer uden handelssindhold samt kommentarer, der ikke direkte vedrører handel med computergenstande, betragtes i gruppen som værende "støj". Begiver du dig alligevel ud i sådanne skriverier, så gør det i en høflig & venlig tone. Skriv aldrig noget, som din mor/bedstemor ikke ville kunne tåle at læse! Det er en særdeles god ide at sætte FUT til en passende diskussionsgruppe og derved flytte en diskussion væk fra handelsgruppen.

3.7.2 Tidszone-/Urindstiling
Det anbefales at kontrollere sin tidsindstilling på computeren inden der postes, da forskydninger i dato/tid har indflydelse på placeringen af ens indlæg i gruppen. Indlæg, der postes med en senere tidszone eller fremtidig urindstilling, placeres først i gruppen, hvilket opfattes som et forsøg på snyde sit indlæg til en mere synlig placering, og er derfor ikke vel set i gruppen.

4. Er par juridiske betragtninger.
Danmarks love (særligt Aftalelov & Straffelov) gælder også i d.m.p.e.! En aftale er indgået, og derved bindende, når den ene part har accepteret den anden parts tilbud.

4.1 Tilbud
At skrive en handelsannonce, hvor varen beskrives og sættes til salg, er IKKE, hvad man juridisk kalder et tilbud. Det er "en opfordring til at gøre tilbud", som en køber kan byde på. Først når sælger har accepteret et pristilbud fra en køber er handlen gennemført. Du kan derfor ikke forvente, at du automatisk har vundet en "auktion" fordi du afgiver det højeste bud på en vare, der er udbudt til salg.

4.1.1 Undtagelse
Angiver sælger, f.eks. ved anvendelse af ordet "auktion" eller "højeste bud over kr.xxx (HBO)" at der er tale om en egentlig auktion, betragtes den udbudte vare derimod som et tilbud, hvorved det højest afgivne bud bliver accepten, der afslutter handlen.

4.2 Forbehold ved salg
Nogle sælgere angiver et "Jeg tager forbehold for ..." i afslutningen af deres annonce. Dette forbehold er unødvendigt, medmindre de samtidigt har angivet vilkåret "højeste bud over" (eller lignende auktionsvilkår), hvor forbeholdet så angiver, at annoncen IKKE skal betragtes som værende en auktion, men alene en opfordring til at give tilbud.

4.3 Svindlere
Registerlovgivningen i Danmark gør det svært at registrere folk, der bedrager andre i d.m.p.e. Du skal være opmærksom på, at der også i dk.marked.privat.edb lejlighedsvist findes svindlere, der forsøger at bedrage godtroende købere. Disse svindlere får typisk, udover den almindelige retsforfølgelse, en hård medfart i gruppen, hvor deres bedrageri beskrives og derved gemmes i Google Groups database. (se denne hér) Det anbefales derfor at gennemføre en søgning på Google Groups, hvor du kan læse om sælgere og køberes tidligere handler i gruppen, før du handler med en person du ikke kender.

5. Ophavsrettigheder:
Der må *ikke* rettes i dokumentet uden forfatterens udtrykkelige tilladelse.

5.1 Bidragydere
Deltagere i dk.marked.privat.edb grupperne.
OSS'en er skrevet og vedligeholdes af:
Christian Mygind

[opdateret 28.07.2003]