Dk.videnskab.jura er en debatgruppe på den danske del af usenet. Du kan læse mere om Usenet på usenet.dk, hvor du også kan finde fundatsen for dk.videnskab.jura.
Faqqen er et forsøg på at lave en liste med svar der ofte bliver spurgt om i dk.videnskab.jura. Der vil nok med tiden være nogen der skriver nogle flere svar der kan angives i den.
Domstolenes fælles websted domstol.dk indeholder bred information til borgerne om retssystemet - bl.a. en "sådan gør du"-sektion der tager udgangspunkt i de almindeligste konkrete grunde til at man kommer i kontakt med en domstol.
Rå paragraffer finder man på retsinfo.dk - se svar 1.1.
Så kan du stille det i dk.videnskab.jura. På usenet.dk kan du læse om at bruge usenet i almindelighed; om dk.videnskab.jura kan tilføjes følgende råd:
Gør det klart i dit spørgsmål om du har et konkret problem du vil have råd til, eller du bare er nysgerrig. Begge slags spørgsmål er velkomne i gruppen, men de fordrer ret forskellige svar.
Hvis du har et konkret problem, så sørg for at give en fyldig beskrivelse af hele sagen. Forsøg ikke selv at begrænse dig til de "juridisk relevante" sider af sagen - hvis du er helt sikker på hvad der er juridisk relevant, har du ikke brug for at spørge dk.videnskab.jura.
Du behøver ikke angive navnene på sagens personer, men lad være med blot at kalde dem "A", "B", og "C". Beskrivende betegnelser som "sælgeren", "grønthandleren" eller "min søster" gør det meget lettere for deltagerne i den efterfølgende debat at hitte rundt i persongalleriet. Og fortæl hvem af personerne du er, ellers risikerer du at svaret ikke er dig til nogen nytte.
(Dette afsnit er egentlig almindelig netikette, men: Når du beskriver din sag, så vær gavmild med punktummerne - men brug kun ét ad gangen - og sæt en blank linje mellem hvert afsnit. Hvis hele beskrivelsen bare står ud i en køre, bliver den trættende at læse, og du risikerer at den læser der kunne have givet dig det bedste svar, opgiver på forhånd eller overser en vigtig detalje og kommer med et forkert svar i stedet.)
Forvent ikke at de svar du får, kan gøre det ud for professionel juridisk rådgiving. Langt de fleste skribenter i dk.videnskab.jura er enten studerende eller blot skråsikre interesserede lægfolk. Selv i de sjældne tilfælde hvor det er en advokat der svarer, er svaret skrevet i hans fritid, og han har sikkert ikke læst spørgsmålet lige så grundigt igennem og overvejet sagen lige så nøje som han gør når han er på arbejde.
Brug aldrig dk.videnskab.jura som din eneste støtte for beslutninger af stor økonomisk og personlig betydning.
Indtil videre er det meste samlet og sammenskrevet af den ganske selvbestaltede faq-redaktør Henning Makholm <henning@makholm.net>. Oplysningerne stammer, så godt jeg nu kan huske dem, fra tidligere debatter i dk.videnskab.jura.
Også Christian Andersen, Peter Grauslund Christensen og Jakob Paikin har ydet bidrag. "boe" har skrevet det meste af svar 5.2.
Redaktøren er ikke jurist og tager sikkert fejl. Det samme gælder alle skribenter i dk.videnskab.jura hvorom andet ikke med sikkerhed vides.
Meget gerne! Det bedste er nok at lægge sit svarforslag til debat i dk.videnskab.jura i en ny tråd med "FAQ" i overskriften. Så kan man se om der er nogen deltagere i gruppen der er uenige, eller har mere at bidrage med.
Den nyeste version af faqqen kan til enhver tid kunne findes gennem usenet.dk/oss/.
Alle gældende danske love findes hos Retsinformation på retsinfo.dk.
Hvis loven (eller lovændringen) er nyere end 1997, kan man finde bemærkningerne til lovforslaget hos Folketinget på ft.dk. Bemærk at Folketinget bruger en anden nummerering af lovforslag end de numre de færdige love har i Retsinformation (og Lovtidende), så man er nødt til at lede hele listen af lovforslag i det pågældende ministerområde for den pågældende folketingssamling igennem. I visse tilfælde kan ændringlove høre under et andet ministerområde end hovedloven.
Ønskes: svar på hvad man gør for ældre love
Gældende bekendtgørelser findes også i Retsinformation. Vælg "Avanceret søgning" og angiv "(lov)bekendtgørelse" i boksen "Dokumenttype".
I almindelighed kan man ikke finde domme på nettet.
Principielle domme fra landsretterne og alle domme fra Højesteret bliver trykt i Ugeskrift for Retsvæsen, som man kan finde på de fleste folkebiblioteker. Henvisninger til trykte domme gives normalt som fx "U1981.300H", hvor 1981 er årgangen og 300 er sidetallet i UfR. H betyder at der er tale om en højesteretsdom; i stedet kan der stå "Ø" eller "V" for en af landsretterne eller "SH" for sø- og handelsretten.
Byretsdomme og ikke-principielle domme fra landsretten er slet ikke tilgængelige for almenheden. Hvis man kan påvise at man har "retlig interesse" i dommen, kan man mod betaling af et gebyr (p.t. på 175 kroner) få en udskrift af dommen hos den pågældende ret. Det er meget forskelligt hvad de enkelte retter anerkender som "retlig interesse".
Nogle retter lægger selv et udvalg af deres egne domme og afgørelser på nettet på deres side på domstol.dk.
Der findes en online domssamling om forsikrings- og erstatningsret på fed.dk.
Som til enhver anden hjemmeside. Den tid er forbi hvor Retsinfo var besværlig.
I daglig tale betyder ordet "bevis" en argumentation eller et faktum der stensikkert og uden mulighed for tvivl medfører at en eller anden påstand er sand. Denne betydning anvendes ikke når jurister taler om retssager!
I en retssag er "beviser" alt hvad en af parterne fremdrager for at sandsynliggøre sine udtalelser om hvad der faktisk er sket. De kaldes for beviser, uanset om retten ender med at tro på udtalelserne eller ej.
Også vidneforklaringer hører til bevisbegrebet. Et vidneudsagn kaldes altså et bevis uanset om vidnet er troværdigt eller ej, og at det kaldes et bevis medfører ikke at dommeren er nødt til at dømme efter at det er sandt.
Hvis du er enig i sagsøgers påstand (den står i den stævning du får tilsendt fra retten når du bliver sagsøgt, og går ofte ud på at du skal betale ham et nøjere angivet pengebeløb): Kontakt sagsøger(s advokat) med det samme, og lav en nøjere aftale om hvornår du kan betale pengene.
Hvis du er uenig i påstanden: Skynd dig at få en advokat. Du kan ikke stole nok på råd fra dk.videnskab.jura til at føre din sag på grundlag af dem.
De fleste almindelige familieforsikringer (Familiens Basisforsikring og lignende forsikringer) omfatter en retshjælpsdækning, som dækker rimelige advokatudgifter m.v. Tag policen og forsikringsbetingelserne med til advokaten, hvis du er i tvivl om om den dækker. Advokaten vil normalt være behjælpelig med kontakten til forsikringsselskabet.
Hvis din indtægt er tilstrækkelig lav, kan du søge om fri proces (søg efter det på domstol.dk). Ud over de økonomiske betingelser skal du have en rimelig grund til at føre en retssag - det vil sige at du skal have udsigt til at kunne vinde.
Fri proces omfatter som regel at du ikke skal betale retsafgifter, at staten beskikker en advokat til dig og betaler hans honorar, samt at du får dækket dine rimelige udgifter til vidneafhøringer, syns- og skønsforretninger m.m.
Fri proces behøver dog ikke at omfatte alle de nævnte punkter. Desuden kan du alligevel risikere at komme til at betale modpartens sagsomkostninger. Retten kan også bestemme at du skal erstatte statskassens udgifter. Fri proces er altså fri, med betingelser!
Hvis du opfylder de økonomiske betingelser for fri proces er du også berettiget til offentlig retshjælp (søg samme sted). Det indebærer at staten betaler en del af advokatsalæret for dig. Man skal ikke ansøge om offentlig retshjælp i forvejen; til gengæld er der ret snævre beløbsgrænser for tilskuddet, så det rækker ikke til at føre retssag for. Men man kan få retshjælp til at få advokaten til at lave en ansøgning om fri proces.
Det er ikke alle advokater der er med i ordningen om offentlig retshjælp. På bl.a. dommerkontoret, biblioteket og hos den lokale advokatvagt (søg efter det på advokatsamfundet.dk.
I 2009 er indtægtsgrænsen for fri proces og offentlig retshjælp 264'000 kr. for enlige og 336'000 kr. for samlevende (tilsammen). Hvis vedkommende er forsøger børn under 18 år forhøjes grænserne med 46'000 kr. pr. barn.
Kig i telefonbogen - eller slå op på advokatnoeglen.dk, hvor man kan søge advokater efter geografi og fagområde.
Det er straks værre. Du kan ikke få nogen neutral instans til at erklære at "N.N. er den bedste lejeretsadvokat i København" - hvis nogen gav sig af med den slags, ville de jo netop ikke være neutrale.
Hvis du har familie eller bekendte der har haft lignende sager, kan du prøve at spørge om de kan anbefale eller fraråde den advokat de brugte. Ellers må du bare krydse fingre og håbe det bedste. Langt de fleste advokater er kvalificerede nok til at det er den konkrete sag, og ikke forskelle i advokaternes evner, der afgør hvordan den ender.
Der er ikke nogen lovregler der direkte nævner portscanning. Men hvis man portscanner som forberedelse til ulovlig indtrængen i en fremmed computer (straffelovens §263 stk 2), kan man straffes for forsøg på indtrængen. Ifølge straffelovens §21 omfatter "forsøg" også forberedelser til en forbrydelse.
Dette er tilsyneladende fastslået i en landsretsdom: U2000.1450Ø.
Portscanningen er kun strafbar hvis man har haft til hensigt at bruge resultaterne til at begå en forbrydelse. Der kan ikke siges noget sikkert om hvor meget der skal til for at bevise sådan en hensigt. Jurister i gruppen har ment at hvis man har anvendt et decideret portscaningsværktøj som i sig selv mest er beregnet til at forberede indtrængningsforsøg, kan det tænkes at det er den tiltalte der står med bevisbyrden for at hans hensigt var en anden. Der findes imidlertid ikke nogen retspraksis der kan understøtte hverken denne antagelse eller den modsatte (i den ovennævnte dom forelå der en tilståelse).
Det er en udbredt misforståelse at "fængsel på livstid" blot betyder "fængsel i 16 år". Som udgangspunkt varer fængsel på livstid så længe vedkommende lever.
Indtil 2001 var der en administrativ praksis, hvor mange livstidsdømte efter ansøgning blev benådet af dronningen (i praksis blev beslutningen taget i justitsministeriet) efter at have afsonet omkring 16 år. Men ikke alle blev benådet; fx måtte Palle Sørensen (som dræbte 4 politifolk) sidde i 32 år.
Fra juli 2001 er reglerne ændret (ny §§ 41-43 i straffeloven samt §§ 80 (stk 2) og 112 i den nye straffuldbyrdelseslov), så livstidsdømte nu i stedet kan prøveløslades efter regler der minder mere om reglerne for tidsbestemte straffe. Der skal ikke ansøges om benådning; justitsministeriet skal af egen drift overveje en prøveløsladelse efter 12 års afsoning, og derefter en gang om året. Efter 14 år kan den dømte kræve at afslag på prøveløsladelse bliver prøvet af en domstol.
Det fremgår af Folketingets forhandlinger om lovændringen at det ikke er meningen at prøveløsladelse skal ske tidligere end benådning under det gamle system. Den automatiske vurdering efter 12 års afsoning vil altså normalt ende i "nej, ikke endnu".
Det er vigtigt at gøre sig klart at der aldrig er noget retskrav på prøveløsladelse - der er altid en konkret vurdering indblandet. En enkelt forbrydelse kan altså stadig føre til at man kommer til at sidde i fængsel i væsentlig mere end 16 år hvis blot justitsministeren kan overbevise en domstol om at man er farlig nok (eller forbrydelsen var særlig grov) til at man ikke bør prøveløslades.
Sandsynligvis ikke. De fleste lægfolk har vist en forestilling om at enhver form for uberettiget berigelse på andres vegne må være tyveri - men straffeloven definerer det altså temmelig snævert:
§276. For tyveri straffes den, som uden besidderens samtykke borttager en fremmed rørlig ting for at skaffe sig eller andre uberettiget vinding ved dens tilegnelse. Med rørlig ting sidestilles her og i det følgende en energimængde, der er fremstillet, opbevaret eller taget i brug til frembringelse af lys, varme, kraft eller bevægelse eller i andet økonomisk øjemed.
Som hovedregel kan tyveri kun angå rørlige ting - altså konkrete, fysiske genstande. Andet punktum i paragraffen udvider begrebet til også at omfatte tyveri af elektricitet eller andre former for energi, men dermed er det også slut.
For at der skal være tale om tyveri skal tingen tages fra sin besidder uden besidderens tilladelse. Hvis tingen er kommet i fremmed besiddelse med den tidligere besidders tilladelse, kan der ikke være tale om tyveri uanset hvad der siden sker med den.
Det er således ikke tyveri at lade være med at levere en lånt ting tilbage (men det kan i visse tilfælde være underslæb) eller at lade være med at opfylde sin del af en aftale (fx at undlade at betale for en vare man har købt). Den slags falder ind under den borgerlige retspleje og har ikke noget med strafferet at gøre.
Af samme grund er det normalt meningsløst at forsøge at politianmelde modparten i sådanne sager. Se i stedet svar 7.3.
Sandsynligvis ikke. De fleste tilfælde hvor ordet "bedrageri" nævnes i dk.videnskab.jura er der blot tale om ganske almindelig misligholdelse af aftaler - det vil sige at man ikke holder hvad man har lovet, fx at sende en vare eller et pengebeløb til modparten - og den slags er altså i almindelighed ikke bedrageri. Se i stedet svar 7.3.
Straffeloven definerer bedrageri således:
§279. For bedrageri straffes den, som, for derigennem at skaffe sig eller andre uberettiget vinding, ved retsstridigt at fremkalde, bestyrke eller udnytte en vildfarelse bestemmer en anden til en handling eller undladelse, hvorved der påføres denne eller nogen, for hvem handlingen eller undladelsen bliver afgørende, et formuetab.
Det vil sige at alle de følgende punkter skal være opfyldt (og der skal være forsæt til hver af punkterne) for at der er tale om bedrageri:
I de fleste tilfælde hvor ordet misbruges mangler allerede den helt centrale forudsætning om en vildfarelse. Af og til opstår der uenighed fordi den påståede "vildfarelse" drejer sig om "bedrageren"s egne fremtidige intentioner (fx med hensyn til at overholde en aftale). FAQ-redaktøren hører til den fløj der mener at den slags "vildfarelser" ikke er tilstrækkelige til at danne grundlag for bedrageri - hvis nogen kender til domspraksis der kan belyse det spørgsmål, modtages oplysninger med glæde.
Hurtigt svar: Nej.
Hvis politiet vurderer at man "ikke er ædruelig", kan kørekortet inddrages (færdselslovens §60, jf §56 stk 3). Den vurdering kan i princippet tænkes at skyldes at politiet ofte træffer én stangberuset på cykel. Men vurderingen vil ikke have meget at gøre med om man er fuld på cykel eller til fods.
Bedre svar: Afventer at nogen gider skrive det.
Langt de fleste "parkeringsbøder" er i virkeligheden ikke bøder men afgifter. Forskellen er vigtig fordi en "afgift" ikke behandles som en straf - eventuelle retssager om parkeringsafgifter sker altså efter den borgerlige retspleje, ikke strafferetsplejen. Det indebærer at formodningen om at en tiltalt er uskyldig indtil andet positivt bevises, ikke gælder i sager om parkeringsafgift.
Retsgrundlag. Det offentliges opkrævning af parkingsafgifter er reguleret i færdselslovens §§ 121-122c.
Der er ved domstolene afsagt domme (ved fogedretten ifølge fs.dk) der fastlægger berettigelsen af private selskabers eller grundejeres opkrævning af parkeringsafgifter og disses størrelse. Opkrævningen sker ikke efter færdselslovens bestemmelser, men derimod efter almindelig aftaleret (og da den betragtes som vederlag for en ydelse er den endda momspligtig, se U1996.883H). Synspunktet er at man ved at parkere på stedet accepterer de vilkår der fremgår af skiltningen. Dette forhold giver anledning til betragtninger vedr. bevisførelsen som beskrevet senere i afsnittet.
Som udgangspunkt må det altså forventes, at en opkrævning af samme størrelsesorden som en parkeringsafgift vil kunne godkendes af retten. Derudover er der nogle specifikke krav som må være udgangspunkt for opkrævningen:
Bevisbyrde. Gruppen kender ikke til trykte domme der kan belyse bevisbyrden og karakteren af beviserne for disse forhold. Derfor vil den vægt der lægges på beviser, afhænge af dommerens skøn.
Med hensyn til at bilen overhovedet har været parkeret uretmæssigt (herunder indstilling af p-skive m.m.), vil afgiftudstederens bevis normalt udgøres af parkeringskontrollørens vidneudsagn. Den praksis der har været refereret i gruppen, tyder på at det kan være svært eller umuligt for en sagsøgt at løfte bevisbydren for at parkeringskontrolløren har aflæst eller vurderet forkert idet parkeringskontrolløren ikke har samme personlige økonomiske interesse i sagens udfald som bilens fører. Se nærmere herom svar 8.2.
Ved afgifter pålagt i medfør af færdselsloven er myndighedernes behov for bevisførelse mere eller mindre elimineret fordi afgiften pålægges køretøjet og ikke føreren. Det betyder at myndighederne ikke behøver at kende identiteten på føreren men blot kan sende afgiften til registreret ejer eller til registreret bruger hvis ejer ikke samtidig er bruger.
Anderledes forholder det sig ved afgifter pålagt af private hvor afgift formentlig kun vil kunne pålægges føreren af køretøjet hvilket naturligvis stiller krav om egentlig bevisførelse i det omfang ejer påstår ikke selv at have ført køretøjet. Denne bevisbyrde påhviler afgiftudstederen. Kan han ikke bevise førerens identitet, er det uklart om der vil ske domfældelse.
Færdselsloven pålægger ejere af motorkøretøjer oplysningspligt i forhold til hvem køretøjet har været overdraget til på givne tidspunkter, men det er uvist om politiet på afgiftsudsteders eller en dommers begæring kan eller vil pålægge ejeren at oplyse navet på føreren i disse sager. Kan førerens identitet ikke umiddelbart fastslås, og vil ejeren ikke medvirke til sagens opklaring, er det også muligt at dommeren vil anvende Retsplejelovens § 344 stk. 2 der siger:
Er en parts erklæringer vedrørende sagens faktiske omstændigheder uklare eller ufuldstændige, eller undlader han at udtale sig om modpartens erklæringer om disse spørgsmål eller at efterkomme modpartens opfordringer, kan retten ved bevisbedømmelsen tillægge dette virkning til fordel for modparten.
Dermed kan dommeren vælge at lægge til grund, at ejeren selv har ført køretøjet.
ophavsret.dk er lavet af Samrådet for Ophavsret, en paraplyorganisation for rettighedshaverne.
Bern- og Rom-konventionerne er grundlaget for international ophavsret.
Amerikansk ophavsretslovgivning kan være nyttig hvis man er blevet rodet ind i en "international" diskussion. Her er en tilbagevisning af nogle myter.
Hvis man kopierer til et analogt medie, må man kopiere frit til privat brug (omfatter mere end personligt brug).
Hvis man kopierer til et digitalt medie, er det kun tilladt hvis der er tale om musik-cd'er (ikke software), kopien udelukkende anvendes til personlig brug for fremstilleren eller dennes husstand, og originalen hverken er lånt eller lejet. Det betyder i praksis at man kun kan tage reservekopier af sine egne musik-cd'er. Reglerne står i ophavsretslovens §12.
"Copyright" er det engelske ord for det der på dansk hedder "ophavsret".
Der er altså ingen forskel, bortset fra at man viser at man ikke kan dansk hvis man bruger ordet "copyright" i en i øvrigt dansk tekst.
Ophavsretten til et værk opstår helt af sig selv når man frembringer det. Man behøver ikke gøre specielt opmærksom på ophavsretten, anmelde den til myndigheder eller lignende.
Ophavsretten gælder kun hvis der er "værkshøjde". Ordet "værkshøjde" kommer ikke fra loven, men bruges af jurister som kort form for "de egenskaber et værk skal have for at domstolene i praksis anser det for at være et værk i ophavsretslovens forstand". I almindelighed forventer man at et værk skal være resultat af personlig, skabende indsats - eller med andre ord: at ophavsmanden skal have truffet selvstændige, relle beslutninger om værkets form. Derimod stilles der ikke noget krav om værkets kunstneriske eller litterære kvalitet.
Man har dog nogle automatiske rettigheder til fotografier der næsten er magen til:
§ 70. Den, som fremstiller et fotografisk billede (fotografen), har eneret til at råde over billedet ved at fremstille eksemplarer af det og ved at gøre det tilgængeligt for almenheden
Før i tiden var der i USA en regel om at ophavsret kun indtrådte hvis man forsynede værket med en meddelelse om ophavsmandens navn og det årstal hvor værket var frembragt. Denne regel gælder ikke længere i USA og har aldrig gjort det i Danmark.
Hurtigt svar: Man skriver nogen vedtægter og holder et møde med de andre (første) medlemmer i foreningen hvor man bliver enige om at kalde mødet for stiftende generalforsamling og oprette foreningen. Der er ikke nogen formkrav til vedtægterne ud over at de skal angive foreningens navn og formål og beskrive hvem der kan træffe beslutninger på foreningens vegne. Der er ikke nogen pligt til at anmelde foreningen til myndighederne.
Hvis foreningen skal være kunde/tilskudsmodtager/aftalepartner hos andre end medlemmerne (fx en kommune) kan det være at disse "andre" stiller særlige krav til vedtægternes indhold.
Bedre svar: Afventer at nogen gider skrive det.
Hurtigt svar: Det er kun i afsindigt specielle situationer at man gyldigt kan fraskrive sig et ansvar (udenfor kontrakt) - vel at mærke hvis det er et ansvar man ville have haft uden ansvarsfraskrivningen.
En "ansvarsfraskrivning"s-lignende notits kan i nogen tilfælde være praktisk til at gøre besøgende opmærksom på den retstilstand der gælder uanset om notitsen havde været der eller ej. Men den kan altså næppe i sig selv ændre nogen retstilstand.
Bedre svar: Afventer at nogen gider skrive det.
Mange spørgsmål i dk.videnskab.jura handler om hvad man konkret skal gøre når man mener at have penge til gode. De kommer ofte fra en sælger der har afsendt en vare men ikke har modtaget betalingen, eller fra en køber der har afsendt penge men ikke fået den aftalte vare.
Hurtigt svar: Hvis beløbet er under et par tusinde kroner, må du se i øjnene at det sandsynligvis vil være en underskudsforretning at forsøge at inddrive dem ad rettens vej. Hvis du vinder en retssag, kan du ganske vist få tilkendt sagsomkostninger fra modparten, men deres størrelse afgøres af dommeren som et pænt rundt beløb der virker rimeligt, ikke efter regning - og der vil sjældent være helt nok til at dække dit advokatsalær. Og selv om du vinder i retten, er det ikke sikkert at din modpart overhovedet har penge at betale med, og så står du med alle udgifterne alligevel.
Suk dybt, og beslut dig for at handle pr. efterkrav næste gang. Du kan naturligvis stadig beslutte dig for at forfølge sagen af principielle grunde, men vær beredt på at det kommer til at koste dig penge i sidste ende.
Hvis beløbet er stort eller du af anden grund beslutter dig for at skrue bissen på, skal du have fat i en advokat. Dk.videnskab.jura kan hjælpe dig til at blive klar over om du faktisk har krav på pengene, men ikke med at overbevise en stædig modpart.
I princippet er det muligt at føre (ikke for komplicerede) rets- og fogedsager selv uden advokathjælp, men det kan ikke anbefales. Du vil være dårligt stillet hvis der dukker juridiske spidsfindigheder op undervejs, du kan risikere at komme til at bruge lang tid i retten, og som selvmøder kan du ikke regne med at få tilkendt sagsomkostninger der står mål med dit eget tidsforbrug.
Bedre svar: Afventer at nogen gider skrive det.
Retslisterne findes opslået i retsbygningen.
Nogle retter (p.t. Højesteret, Vestre Landsret og enkelte byretter) offentliggør også deres retslister på den pågældene rets side på domstol.dk. Der arbejdes efter sigende på at ordningen kommer til at omfatte alle retter.
I dk.videnskab.jura diskuteres som hovedregel hvordan retstilstanden er, ikke om det er rimeligt at den er sådan. Hvis du mener at loven bør laves om, så skriv om det i dk.politik i stedet, eller kontakt din folketingsmand (m/k).
Surt. Desværre er de fleste skribenter i dk.videnskab.jura i lommen på den altomfattende konspiration af politibetjente, advokater, lands- og højesteretsdommere, skattefolk og p-vagter, så forvent at blive pebet ud her også.
Skriv til Ekstra-Bladet i stedet og håb at Konspirationen endnu ikke har købt alle deres journalister.
Sidst rettet: 2009.08.06