usenet.dk

Linjelængde og anden teknik

Skriv til Webmaster

Linjelængde

Den generelle anbefaling går på: Hold dine linjer under 72 tegn, helst omkring 60-70 tegn pr. linje. Begrænsningen på 72 tegn pr. linje er historisk, æstetisk og læseteknisk begrundet.

Tidlige newsreadere kørte på terminaler der kun kunne vise 80 tegn pr. linje. For at give plads til en markering af citater var det nødvendigt at skrive linjerne med færre end 80 tegn. Tallet 72 er blot et tal der er valgt for at have noget fast at referere til. Det kunne lige så godt være 60, 65 eller 70. Faktisk anbefaler RFC1855 65 tegn som maksimal linjelængde, men denne begrænsning anses i de danske grupper for at være for restriktiv.

De 80 tegn er ikke blot fortid. En del nutidige newsreadere har også denne begrænsning, som regel fordi de kører i et tekstvindue.

En anden grund til at sætte en begrænsning af linjelængden er letlæseligheden. De fleste mennesker har lettest ved at læse linjer når antallet af tegn ikke er for stort. Forholdsvis korte linjer gør det nemmere for øjnene at springe tilbage til venstre side og ramme rigtigt.

Man kan også skrive for korte linjer. Det er skidt da det bevirker at øjnene for tit skal springe tilbage. Mellem 60 og 70 tegn pr. linje er et godt valg, og det ses da også at mange bøgers linjelængde ligger i det interval.

Tegnsæt og kodning (encoding)

I de danske grupper anvendes ISO-8859-1, også kaldet Western-1, til repræsentation af tegn. Newsreadere er indstillet til dette tegnsæt, men UTF-8 er nu (maj 2008) godt på vej til at blive indført. Så længe man skriver rent danske tekster, er der dog ingen grund til at droppe ISO-8859-1.

Der findes en gammel standard, som hedder Quoted Printables, der sørgede for at 8-bit tegn kunne sendes igennem et 7-bit system men dem er der vist ikke flere af tilbage. Den skal man ikke bruge bl.a. også fordi enkelte læseprogrammer ikke kan omsætte de koder rigtigt.

Markering af citater

Når man besvarer et indlæg og medtager noget af den tekst man svarer på, kaldes det citater (naturligt nok). Citater skal markeres så det er tydeligt hvad andre har skrevet, og hvad man selv har skrevet. Dertil bruges på usenet tegnet ">". Mange vælger at sætte et mellemrum lige efter. Det er en smagssag.

  Per Vadmand skrev:

  > Jeg er i tvivl om indledningskonsonanten, da man faktisk ofte
  > i Holland ser det stavet med J.

  Du har jo ret ... godt jeg gjorde opmærksom på at mit hollandsk
  er rustent :-)

  Jeg kan godt høre en bekendt bestille en "ou'e sjenever" for
  mit indre øre.

  Nis

Nogle newsreadere viser linjer der indledes med > anderledes end den almindelige tekst f.eks. ved at bruge en anden farve eller skrifttype. Det gør det lettere at overskue et indlæg. Hvis man markerer citater med et andet tegn - eller evt. helt undlader markleringen - så virker det ikke.

Bemærk at der i citatet også er medtaget navnet på den der har skrevet det. Nyhedsprogrammer kan sættes op til at ordne begge dele automatisk og er det sikkert allerede fra starten.