usenet.dk

Udvidet debatteknik

Skriv til Webmaster

Introduktion

I nyhedsgrupperne vil svar på spørgsmål afhænge meget af den måde spørgsmålene bliver stillet på. Denne tekst er beregnet til at lære dig at stille spørgsmål på en god måde og fortolke de svar du får.

De faste brugere i en nyhedsgruppe kan godt lide svære spørgsmål og problemstillinger der ikke har været diskuteret før. Gode spørgsmål holder gruppen beskæftiget i lang tid og hjælper alle gruppens brugere til at forstå komplicerede problemer indenfor gruppens emne.

Simple spørgsmål bliver ofte mødt med en kort henvisning til en tidligere tråd eller en webside med information om det pågældende emne. Det kan godt virke uhøfligt på en ny bruger, men det er egentlig ikke meningen. Gruppens faste brugere ønsker blot at nye læsere bruger en lille smule tid på selv at finde løsninger på simple problemer, så gruppen kan beskæftige sig med noget nyt og spændende i stedet for.

Nogle brugere er kun interesseret i at få løst et enkelt, konkret problem og er ikke interesseret i at følge nyhedsgruppen i længere tid. Det er for så vidt fair nok, men de pågældende brugere må gøre sig klart at de faste skribenter i en nyhedsgruppe svarer i gruppen ud fra en forventning om at læserne er interesseret i nyhedsgruppen og dens daglige liv.

Det er frivilligt arbejde der laves i nyhedsgrupperne, og den tid der bruges på at besvare spørgsmål bliver taget fra noget andet. Regn med at trivielle spørgsmål bliver filtreret fra, og at komplicerede spørgsmål der er stillet på en dårlig måde, også sorteres fra sådan at energien bliver brugt på gode spørgsmål stillet af folk der lyder seriøst interesserede i et svar.

Hvis den holdning lyder arrogant i dine ører, bør du bruge lidt tid på at vurdere dine forventninger til de svar du kan få i en nyhedsgruppe. Der er ikke nogen der forventer at du falder på knæ og tigger om svar - gruppens faste brugere vil være glade for at kunne behandle dig som en ligemand og ønsker blot at du vil tage del i gruppens daglige liv og fortsætte med at stille gode spørgsmål eller skrive gode svar når du kan. Den vigtigste betingelse er blot at du er villig til selv at søge svar på simple ting og så vidt muligt klare dig selv. Hvis du ikke er villig til det, så er det bedre at du kontakter en professionel og betaler dig fra den hjælp du har brug for.

Før du spørger

Forsøg at finde svaret selv.

  • Læs manualen
  • Læs de Ofte Stillede Spørgsmål til nyhedsgruppen
  • Søg efter svar på nettet
  • Spørg venner, bekendte og arbejdskolleger

Når du spørger i nyhedsgruppen, så skriv hvad du har prøvet for selv at finde et svar, hvem du har spurgt, og skriv hvorfor det ikke virkede. Skriv også hvis du har fået et svar som du mener er forkert, så gruppen måske hurtigt og nemt kan tage stilling til om du allerede har fået det korrekte svar.

Forbered dine spørgsmål ordentligt. Forhastede spørgsmål får i bedste fald forhastede svar eller intet svar overhovedet. Jo mere du forbereder dine spørgsmål og viser at du allerede har gjort en indsats, jo større chance er der for at nyhedsgruppen vil hjælpe dig. Lad være med at stille "forkerte" spørgsmål det vil sige spørgsmål baseret på falske forudsætninger hvor du lader som om du ved nogle grundlæggende ting, men hvor du i virkeligheden kun demonstrerer din uvidenhed.

Ingen er forpligtet til at svare på dine spørgsmål. Nyhedsgrupper er en gratis service som du betaler for ved at stille gode, interessante spørgsmål og ved eventuelt at deltage i gruppens liv med gode, interessante svar og kommentarer til gruppens emne hvis du har lyst. Det væsentlige er at du bidrager konstruktivt til gruppens liv og ikke blot passivt kræver andres viden på dine spørgsmål.

Gør det klart for gruppens brugere at du er villig til selv at gøre en indsats for at finde en løsning f.eks. ved at spørge "Hvad er det jeg overser her?" eller "Kender nogen en hjemmeside med informationer?". Skriv hvis du har problemer med at læse og forstå engelsk, og skriv hvad du har gjort for at finde oplysninger på dansk.

Hvordan svar fortolkes

Hvis nogen blot skriver RTFM, så er det tegn på at du blot skal læse brugsanvisningen. Du kan i så fald være rimelig sikker på at svaret findes i brugsanvisningen. Det er ikke et uhøfligt svar, men blot en henvisning til at svaret er nemt at finde, og at du vil have mere ud af at læse fremgangsmåden i brugsanvisningen. Han viser dig en form for respekt ved at svare dig i stedet for blot at springe over dit spørgsmål!

Hvis du ikke forstår ...

Hvis du ikke forstår et svar, så lad være med straks at spørge efter uddybende forklaringer. Brug selv lidt tid på at læse svaret igen, skriv nogle relevante søgeord ind på en søgemaskine, og spørg familie, venner og bekendte hvad svaret betyder. Hvis du stadigvæk har brug for yderligere forklaring, så skriv hvordan det tidligere svar hjalp dig, og præciser hvad du er i tvivl om.

Uhøflige eller grove svar

Hvis en kommentar lyder grov og uhøflig, så er det sikkert dig der er for følsom. Folk der ved noget om et bestemt emne, pakker ikke nødvendigvis deres svar ind i høflighedsfraser, men de er mest interesseret i konkrete informationer. Prøv at reagere roligt, læs noget mere den pågældende har skrevet, og se om han generelt er en person man kan regne med, eller om du blot skal springe hans indlæg over og søge dine oplysninger andre steder eller hos andre personer. Hvis du flipper ud og overreagerer overfor en person der ved noget om det emne du har spørgsmål til, så får du sikkert ingen svar fra ham i fremtiden.

Det er helt i orden at påpege grov og uhøflig opførsel hvis det virkelig er tilfældet at den pågældende er uberettiget grov overfor dig, men tænk dig grundigt om først. Hvis et svar kan tolkes på flere måder, så lad tvivlen komme ham til gode. Hvis du ikke kender nyhedsgruppen og den faste indbyggere rigtig godt, så er det bedst at holde fingrene fra tastaturet i stedet for at risikere en længere omgang mudderkastning eller at udstille din egen inkompetence.

Lad være med at virke som en taber

Der er en meget god chance for at du dummer dig i nyhedsgrupperne før eller senere, og der er en god chance for at du vil få det at vide på en meget direkte måde når det sker. Det værste du kan gøre er at hyle op om det, hævde at du bliver overfaldet, kræve undskyldninger, true med advokater og retssager, klage til folks arbejdsgivere osv. Se at komme over det, og kom videre med dit liv. - Du poster offentligt i nyhedsgrupper og modtager offentlige kommentarer til det du skriver. Det er sådan det virker, og det nytter ikke noget hvis du kræver at al kritik skal holdes i privat e-mail, eller at folk skal holde op med at kritisere dig når de er uenige med dine synspunkter.

Husk, at hvis nogen skriver at du er totalt på vildspor med dine påstande og beder dig om aldrig at gøre det igen, så skriver han ud fra en holdning om først og fremmest at hjælpe dig og dernæst at hjælpe nyhedsgruppen. Det ville være meget nemmere for ham blot at ignorere dig og sætte filter på dine postninger. Hvis du ikke er i stand til at svare høfligt på sådan en henvendelse, så prøv i det mindste at reagere med lidt værdighed: Lad være med at hyle op, og forvent ikke at blive behandlet som en skrøbelig porcelænsting blot fordi du er ny i gruppen eller er følsom overfor kritik.

Hvis du ikke får et svar

Hvis der ikke kommer svar på dit spørgsmål, så lad være med at tage det personligt eller som om nyhedsgruppen ikke vil hjælpe dig. Det kan være at ingen i nyhedsgruppen kender svaret. Intet svar er ikke det samme som at blive ignoreret, selv om forskellen kan være svær at se udefra. Lad være med blot at genposte spørgsmålet. Det vil virke unødvendigt irriterende. Der er andre muligheder end nyhedsgrupper for at finde svar på et spørgsmål hvis spørgsmålet er vigtigt nok.

Hvordan man svarer på en hjælpsom måde

Vær høflig.

Stress, arbejdspres, familieproblemer eller andre personlige problemer kan få folk til at virke uhøflige eller dumme i deres spørgsmål selv om de ikke er det i virkeligheden.

Skriv hvis du gætter eller ikke er sikker på svaret.

Et forkert svar som er skrevet med stor overbevisning, er værre end slet intet svar. Lad være med at lyde som en ekspert bare fordi det er sjovt at føre sig frem. Vær ydmyg og ærlig, og vær et godt eksempel for andre.

Hvis du ikke kan eller vil hjælpe, så lad være med at stå i vejen

for andre der vil hjælpe. Lad være med at lave vitser om personen der spørger eller om hans spørgsmål, og lad være med at poste forkerte svar for sjov. Der er en stor risiko for at staklen gør som du siger ...

Stil uddybende spørgsmål.

Gode, uddybende spørgsmål kan lære både spørgeren og resten af nyhedsgruppen en masse om at stille gode spørgsmål. Forsøg at gøre dårlige spørgsmål gode og interessante, og husk at alle har været nybegyndere engang. Et godt link med relevant information er bedre end RTFM svaret.

Giv kompetente svar.

Forsøg at undgå lange, kluntede udredninger, og skriv hvis der findes en anden, nemmere løsning på spørgerens problem også selv om han allerede er startet på en kompliceret løsning.

Hjælp nyhedsgruppen med dine svar.

Hvis der findes en hjemmeside eller en Ofte Stillede Spørgsmål til gruppen, og dit svar ikke er med på listen i forvejen, så send det til ham der vedligeholder siden eller OSS'en, hvis det er noget som er relevant og ofte forekommende i nyhedsgruppen.

Skriv hvordan du er kommet frem til svaret.

Fortæl hvilke bøger eller andre ressourcer du har brugt for at komme frem til svaret. Det hjælper brugerne i nyhedsgruppen til selv at søge efter svar og hjælper til at højne det generelle niveau for spørgsmål og svar i gruppen.