Der er en mening med at lave et hieraki: Man kan som læser vælge hvad man vil læse og behøver ikke læse det man ikke interesserer sig for.
Når en gruppe oprettes, sker det på grundlag af en fundats hvori der beskrives hvilke indlæg der ønskes i gruppen, og hvilke der ikke er velkomne. Denne fundats bliver til efter diskussion på dk.admin (de nøjere regler findes i menuafsnittet "Gruppeoprettelse") og er som regel resultatet af megen arbejde. Ignorerer man fundatsen, betyder det altså at man er ligeglad med den arbejdsindsats der er ydet for at lave en brugbar gruppe.
Det er defor vigtigt at sætte sig ind i hvad en gruppe er beregnet til inden man begynder at skrive i den. Dette kan gøres ved at læse fundatsen for den. Fundatserne for de forskellige grupper kan findes i gruppeoversigten.
Som regel er navnet for gruppen beskrivende nok, men der er alligevel nogle misforståelser, der går igen:
Hvis du f.eks. er overbevist om at køb og salg af spil hører til i dk.edb.spil.playstation, har du to muligheder:
Enten ignorerer du det arbejde der har gået forud for gruppeoprettelsen, og prøver at sælge dine spil i gruppen. Dette medfører typisk reaktioner fra mennesker der gerne ser fundatsen overholdt. Nogle af disse vil givetvis komme med en vejledning der beskriver hvor man bedst sælger sine spil. Under alle omstændigheder skaber det støj i gruppen der generer gruppens faste læsere.
Eller også prøver du at ændre fundatsen. Dette er klart den mest positive måde at få din vilje på. Proceduren kan findes via menuafsnittet "Gruppeoprettelse" og er ikke svær. Problemet er at overbevise de andre læsere om at din ændring af fundatsen er i gruppens bedste interesse.
Husk på at fundatsen aldrig er lavet for at genere andre. Den repræsenterer nogle rammer for gruppen som de fleste deltagere kan tilslutte sig. Hvis den ikke gør det, bør den ændres.
"Off-topic" er engelsk og betyder at være uden for emnet. Det er gledet ind i dansk usenetjargon, og forkortes ofte 'OT'. Pudsigt nok kunne forkortelsen lige så vel betyde det modsatte, nemlig "on-topic", men det bruges på dansk kun i betydningen "uden for emnet".
Netop på grund af den strenge emneopdeling i de enkelte usenetgrupper, er det normalt ønskværdigt at indlæg i en given gruppe holdes inden for gruppens emne, og at off-topic indlæg bliver kommenteret og henvist til en mere velegnet gruppe af en vejleder.
Tolerancen for off-topic indlæg er meget forskellig fra gruppe til gruppe, og der findes ikke faste regler for hvad gruppen har tradition for at diskutere, og hvor snævert man skal holde sig til fundatsen. Er man ny i gruppen, bør man stikke fingeren i jorden med hensyn til hvad man selv skriver, og overlade det til de faste skribenter at påtale andres unoder.
Gruppen dk.snak.off-topic kan altid bruges hvis man ikke kan finde et andet, mere passende sted.
Nogle gange passer et emne til mere end en gruppe. Det kan derfor forekomme indlysende at sende det samme indlæg til disse grupper, og til tider er det da også en god ide. Det er dog en af de ting man skal være forsigtig med, og det bør næsten altid foregå vha. krydspost.