usenet.dk

Vejledning til Outlook Express og Windows (Live) Mail

Skriv til Webmaster

Om denne side

Denne side beskriver newsreader-funktionen i Outlook Express, Windows Mail og Windows Live Mail. De tre programmer indeholder mange funktioner og indstillingsmuligheder, og det er ikke meningen at give en udførlig beskrivelse af disse. Siden har til formål at give en trin for trin-beskrivelse af de indstillinger, der er nødvendige for let at komme igang.

Sådan får du fat i programmerne

Outlook Expres følger med i Windows XP og ældre udgaver af Windows. Programmet opdateres sammen med Internet Explorer, så for at have den nyeste version, skal du altså blot opdatere Internet Explorer via Windows Update. Windows Mail er en videreudvikling af Outlook Express og følger automatisk med i Windows Vista. Både Outlook Express og Windows Mail er "døde" programmer, dvs. der vil ikke blive udsendt nye versioner. Windows Live Mail er afløseren for de to programmer. Windows Live Mail kan downloades fra http://get.live.com/da-dk/wlmail/overview.

Sådan tilføjer du serveren news.dotsrc.org

Din internetudbyder tilbyder dig muligvis adgang til nyhedsgrupperne, i så fald kan du stadig bruge nedenstående guide, blot skal du udfylde med adressen til din internetudbyders newsserver. Du skal dog normalt ikke bruge adgangskode, hvis du benytter din internetudbyders newsserver. Serveren news.dotsrc.org er en gratis nyhedsserver, der giver adgang til de danske tekstgrupper. Du skal registreres for at kunne bruge serveren, registreringen sker ved at sende en tom e-mail til: news-signup@sunsite.dk . Du vil så modtage en svarmail med et brugernavn og en adgangskode. Du kan læse mere om nyhedsgruppeserveren på http://dotsrc.org/usenet (på engelsk).

Outlook Express:

Klik på menupunktet Funktioner, og klik herefter på undermenuen Konti. Klik på knappen Tilføj, en menu åbnes, klik på Nyheder. Følg vejledningen i afsnittet Opsætningsguide.

Windows Mail:

Klik på menupunktet Funktioner, og klik herefter på undermenuen Konti. Klik på knappen Tilføj, klik herefter på knappen Nyhedsgruppekonto, og klik på Næste. Følg vejledningen i afsnittet Opsætningsguide.

Windows Live Mail:

Klik på knappen Nyhedsgrupper nederst til venstre. Knappen Tilføj en nyhedsgruppekonto vises nu i oversigten til venstre, klik på den. En opsætningsguide åbnes. Følg vejledningen i afsnittet Opsætningsguide.

Opsætningsguide

Skriv det navn, du vil have vist som afsender på dine indlæg. Klik på Næste. Skriv en mailadresse - du kan evt. maskere din adresse ved at skrive mit(a)navn.dk, så spammere ikke indhøster din adresse. Du kan også opgive en ikke-eksisterende adresse, i så fald bør den afsluttes med .invalid, fx: findes@ikke.invalid. Klik på Næste. Som nyhedsserver skal du angive news.dotsrc.org - sæt flueben ud for Nyhedsserveren kræver, at jeg logger på. Klik på Næste. Skriv det brugernavn og den adgangskode, du har modtaget fra Dotsrc ud for henholdsvis E-mail-brugernavn og Adgangskode. Sæt flueben ud for Husk adgangskode, og klik på Næste. Afslut guiden ved at klikke på Udfør.

Sådan tilføjer du nyhedsgruppen dk.test

Outlook Express:

Efter afslutningen af opsætningsguiden kommer du tilbage til vinduet Internetkonti. Klik på knappen Luk. Du får mulighed for at hente en oversigt over nyhedsgrupper, klik på knappen Ja. Følg vejledningen i afsnittet Valg af nyhedsgruppe.

Windows Mail:

Efter afslutningen af opsætningsguiden kommer du tilbage til vinduet Internetkonti. Klik på knappen Luk. Du får mulighed for at hente en oversigt over nyhedsgrupper, klik på Vis tilgængelige nyhedsgrupper, men undlad at aktivere Communities. Følg vejledningen i afsnittet Valg af nyhedsgruppe.

Windows Live Mail:

Når opsætningsguiden afsluttes, får du tilbudt at få hentet en oversigt over tilgængelige nyhedsgrupper. Klik på Ja for at få hentet oversigten. Følg vejledningen i afsnittet Valg af nyhedsgruppe.

Valg af nyhedsgruppe

Dialogboksen Abonnementer på nyhedsgrupper åbnes og oversigten hentes. Når oversigten er hentet, kan du nemt finde en gruppe ved at indtaste en del af dens navn i indtastningsfeltet øverst i dialogboksen. Prøv at skrive "dk.tes", så får du vist to grupper: dk.test og dk.test.utf8. Dobbeltklik på dk.test for at abonnere på gruppen. Der vises nu en abonnements-ikon ud for gruppenavnet. Du kan evt. abonnere på flere grupper, de danske grupper starter alle med "dk.". Klik på OK, når du har valgt de ønskede grupper.

Sådan sender du et indlæg

Du kan se nyhedsgruppeserveren i oversigten til venstre og en liste med de abonnerede nyhedsgrupper nedenunder. Klik på den nyhedsgruppe, du vil sende et indlæg til, og klik på knappen Ny i værktøjslinjen (i Outlook Express og Windows Mail hedder knappen: Ny meddelelse/Skriv meddelelse). En ny meddelelse åbnes, udfyld med en emnelinje, skriv din tekst og klik på knappen Send i værktøjslinjen for at få sendt indlægget.

Sådan svarer du på et indlæg

Outlook Express og Windows Mail:

Åbn det indlæg, du vil svare på, og klik på knappen Svar til gruppe. Det er vigtigt, at du ikke klikker på knappen Besvar! Den vil i stedet sende en e-mail. Følg vejledningen i afsnittet Skriv svar.

Windows Live Mail:

Åbn det indlæg, du vil svare på, og klik på knappen Svar til gruppe. Følg vejledningen i afsnittet Skriv svar.

Skriv svar

Du får nu åbnet en ny meddelelse, hvor emnelinjen og modtagergruppen er forudfyldt. I indholdsdelen vil teksten fra det oprindelige indlæg være citeret. Markøren er placeret øverst i indlægget, men du bør ikke skrive dit svar her. I stedet bør du klippe i den citerede tekst, så kun det relevante medtages, og så skrive dit/dine svar under det citerede. Læs mere herom på siden om citatteknik (link: http://usenet.dk/?side=citatteknik)

Links til sider der giver information om programmerne

De tre programmer ligner hinanden en hel del. Du kan derfor i det store og hele bruge trin for trin-guiden på Ludvigs Hjørne (link: http://kimludvigsen.dk/tips-internet-oe-nyhedsgrupper-trin.php) til alle tre programmer, selvom den er skrevet til Outlook Express.
Skrevet til usenet.dk af Kim Ludvigsen