usenet.dk

Debatteknik og -taktik på dk.admin

Skriv til Webmaster

Man kan ikke angive et regelsæt for hvordan man debatterer i nyhedsgrupperne, men man kan give nogle gode råd.

Vær sober

Overordnet handler det nok om at holde sig til netiketten og om at skrive i et høfligt sprog som man kan være bekendt overfor fremmede, ligesindede mennesker.

Hvis man er ophidset, vred eller for den sags skyld beruset - eller hvis man ikke kan fordrage den skribent man svarer - bør man nok tænke sig om tre gange og evt. vente lidt før man besvarer og ikke mindst sender et indlæg. Oftest er det bedst at lade være.

Stik en finger i jorden

Tonen og sprogbrugen er meget forskellig i de forskellige grupper. Det afhænger af emnerne der diskuteres og de faste skribenter. Når man kender hinanden, kan man slappe lidt af og bruge et lidt mere indforstået sprog - men pludselig dukker en ny skribent op, som misforstår ...

Både som fast og som ny skribent bør man tænke sig om og fremfor alt undlade at fare i flint og blive personlig. Stik en finger i jorden, og prøv at forstå hvorfor folk reagerer og opfører sig som de gør. Meget ofte findes der en naturlig forklaring på en ved første blik mærkelig opførsel.

Vær din egen kritikker

På usenet er man sin egen kritikker og redaktør. Man skal altid tænke på at det man skriver er offentligt tilgængeligt for alle med internetadgang. Ens chef, forældre, børn og fru Jensen nede på hjørnet kan læse det man skriver, og det bliver bevaret for eftertiden på groups.google.dk

Hold dig til emnet

Det er fornuftigt at holde sig til emnerne for diskussionerne. Alt for ofte ser man at debatterne ender i personlige slagsmål; at folk flyver i totterne på hinanden og futter (sender) hinanden til mudderkastningsgruppen der er beregnet til skænderier og personlige diskussioner. Dette kan give anledning til yderligere diskussioner som de fleste finder meget trættende at læse og spilde tid og penge på. Det er ødelæggende for usenet og for mulighederne for at føre nogle ordentlige, seriøse debatter eller for at have det hyggeligt sammen med andre på usenet.

Brug evt. email til personlige opgør

Hvis du bliver stødt over noget en skribent har skrevet om eller til dig i en nyhedsgruppe, kan du vælge at sende en email til vedkommende. Det er tit den bedste måde at udrede knuder og rette misforståelser på.

Bolden og manden

Det er almindeligt at folk finder det o.k. at sparke til bolden - ikke til manden - i en diskussion. Det er også den rigtige indstilling så længe bolden er emnet. Når bolden er en skribents meninger, tanker eller følelser, får det karakter af at det er skribentens indstilling og væremåde og dermed skribenten man går efter. Tænk over det.

Indlæg der henvender sig til enkeltpersoner

Med ovenstående være ikke sagt at man ikke kan henvende sig personligt til hinanden i nyhedsgrupperne. Så længe det er på en positiv måde, gør det normalt intet. Dog skal man altid overveje hvornår det er tid til at gå over til privat email. Indlæggene i nyhedsgrupperne skal helst have almen interesse.

Kort og præcist

Det er godt at kunne udtrykke sig kortfattet i nyhedsgrupperne. Lange, snørklede indlæg kan virke dræbende på koncentrationen når man læser mange indlæg. Dog skal man tænke på at den korte måde at udtrykke sig på ofte giver anledning til misforståelser. Derfor skal man tilstræbe at være præcis samtidig med at man udtaler sig så kort som man synes det er muligt uden at virke uhøflig.

Sarkasme og ironi

Sarkasme og ironi er en herlig ting - men er desværre meget svært at udtrykke på skrift. Vær derfor forsigtig med at bruge det. Hvis du er ironisk, så husk at markere det tydeligt hvis du vil være sikker på ikke at blive misforstået. Der findes forskellige måder hvorpå man kan udtrykke ironi og andre følelser. Smileyer er en af dem. En tilfældig samling af cirka hundrede gange så mange smileyer som man nogen sinde vil se brugt, kan man finde via siden "Netordbøger" under punktet "Smileys".

Speciel netjargon

På usenet bruges en række forkortelser og mystiske måder at udtrykke sig på som forvirrer en del nye skribenter. Det kunne man kalde netjargon. Man kan finde en samling forklaringer under "Ordforklaringer" i menuafsnittet "Ordbøger".

Der skal være plads til alle

Man må ikke glemme at folk på usenet er meget forskellige. Vi har forskellig uddannelse, alder, erfaring og baggrund - og der skal helst være plads til os alle uanset om vi er gode til at stave og udtrykke os på skrift eller ej. Og uanset hvor længe vi har været på usenet. Derfor er overbærenhed og forståelse også vigtigte elementer i debatterne hvis alle skal høres forstås og tages alvorligt. Undlad at kommentere sdavefegl.

Kværulanter

Desværre findes der kværulanter, pedanter, kradsbørster og folk der kun er ude på at genere hinanden. De bruger en bestemt teknik - sikkert ofte ubevidst - for at ophidse deres medskribenter, så der kan komme gang i mudderkastningen.

Af en eller anden grund, kan de ikke særlig godt lide ret mange af deres medskribenter og søger ofte kun efter noget at brokke sig over. Ydermere er de ofte uimodtagelige for gode argumenter som de drevent undgår at tage stilling til. Man kan diskutere og diskutere og diskutere med den type mennesker uden at komme et skridt videre. Ved at gå ind i diskussioner med dem opnår man kun at de kommer til at dominere nyhedsgrupperne da de ofte vil have det sidste ord.

Et godt råd: Ignorer kværulanterne. Der er ikke megen sjov i at genere andre hvis de overser det.