Det kommer an på, om der er tale om talesprog eller skriftsprog. I talesprog er udtrykket meget almindeligt, og det vil nok være de færreste sprogbrugere, som tager anstød af det, endsige lægger mærke til det. I skriftsprog er det derimod langt mindre udbredt, og der er flere, som finder det forkert på skrift. Dansk Sprognævn anbefaler således i deres OSS, at man i skriftsproget udelader at og kun skriver fordi.
Men tidligere har man kunnet bruge det i skriftsproget. Kingo skriver i Paa Første Paaske-Dag (1689) "Tak fordi at op Du stood", og H.C. Andersen bruger begge varianter i Skyggen (1847): "Og det ærgrede ham, men ikke saa meget fordi at Skyggen var borte, men fordi han vidste, at der var en Historie til om en Mand uden Skygge ...". Af andre forfattere, som har brugt udtrykket i deres værker, kan nævnes Steen Steensen Blicher, Adam Oehlenschläger, Emil Aarestrup og J.P. Jacobsen.
Sproghistorisk set er det ikke svært at forsvare fordi at. I ældre dansk (indtil ca. 1350) hed det for thy at eller for thet at ("for det at"). I perioden derefter blev at ofte udeladt, og den almindelige form blev så for thy = fordi, men formen med at forsvandt aldrig. Så der er altså tale om et udtryk, som har gammel hævd i dansk, men som faldt i unåde for et lille århundrede siden, muligvis fordi man mente, at det var analogt med brugen af at som fyldord i forbindelse med ledsætningsindledere (hvis at, som at, når at, hvordan at, osv.) i sætninger som "hvis at jeg får tid ...". I sådanne forbindelser hører at ikke hjemme i omhyggeligt sprog, men der er omvendt ingen grund til at skose folk, fordi de kommer til at sige fordi at!
(PB)